Efter snart 15 års arbejde er det lykkedes for Marienlyst Slots Venner og den selvejende institution Marienlyst Slot at skaffe midler til at gennemføre en indvendig renovering af Marienlyst Slot.
Vi har arbejdet benhårdt på, at vores vision om at kunne åbne slottet for offentligheden og skabe et sted, hvor vi i koncentreret form får fortalt havekunstens historie med udstillingen ”Paradis til alle tider”, kan blive til virkelighed. Aage og Johanne Louis-Hansens Fond og Augustinus Fonden har støttet denne vision, og uden deres donation på samlet 16,1 mio. kr. til renoveringen af slottet ville dette aldrig have kunnet lade sig gøre.
Marienlyst Slot er i sig selv en seværdighed. Det blev opført som lystslot til Kronborg af Frederik den Anden og har indtil enevældens ophør været i kongehusets eje. Haven har været omlagt flere gange, og der er dokumentation for, at både renæssancens, barokkens og den romantiske havekunst har markeret sig stærkt og har været udført af tidens mest fremtrædende personligheder.
Slottets nuværende udformning skyldes den franske arkitekt Nicolas-Henri Jardin, der i tiden 1759-63 udvidede slottet og skabte de nu restaurerede interiører samt anlagde en ny have.
Denne have blev retableret af G.N. Brandt for godt 100 år siden, og haven er siden blevet fredet, ligesom slottet også er fredet.
Slottet og haverne ejes af Helsingør Kommune. Den selvejende institution har lejet slottet. Vi får ingen offentlige tilskud, men vi vil alligevel drive slottet, hvor vi formidler havekunstens idégrundlag, både fra en historisk vinkel, men også med et nutidigt perspektiv. Derudover driver vi café/restaurant ”Kongens Køkken” samt tilbyder mulighed for at afholde konferencer, møder, receptioner og kulturelle arrangementer.
”Paradis til alle tider” viser Marienlyst Slots historie og trækker tråde ud til Italien, Frankrig, England og Tyskland, der gennem tiden har været toneangivende for de idéer, der har præget havekunsten. Udstillingen nævner nøglepersoner, men det er idéhistorien, der søges formidlet gennem tekst og billeder.
Vores ønske er, at de besøgende skal opleve havekunsten som den sanselige kunstart, den er, for derefter at besøge slottets egne haver samt den mangfoldighed af offentligt tilgængelige, velbevarede haver, der findes både i Nordsjælland og på den anden side af Sundet.
Slottet indvies den 18. september med åbningen af udstillingen "Paradis til alle tider”.
Den officielle åbning markeres fredag den 18. september med en mindre reception for særligt inviterede gæster. Marienlyst Slot er et lille slot med begrænset kapacitet, og af hensyn til pladsen og de historiske rammer er det derfor nødvendigt at holde selve åbningsmarkeringen i en mindre kreds.
Lørdag den 19. september er Marienlyst Slot og udstillingen åbne for alle, og her håber vi, at mange vil lægge vejen forbi, være med til at markere, at slottet igen er åbent og ikke mindst opleve udstillingen ”Paradis til alle tider”. Kongens Køkken er også åbent og byder på lidt ekstra i anledning af åbningen.
Pressen inviteres til pressemøde og officiel åbning
Fredag den 18. september 2026
Pressemøde kl. 13.30
Officiel åbningsreception kl. 14.00
Marienlyst Slot
Marienlyst Allé 32
3000 Helsingør
Pressen inviteres til pressemøde kl. 13.30 med mulighed for fotografering, spørgsmål og korte interviews forud for den officielle åbningsreception kl. 14.00.
Den officielle åbning markeres med en mindre reception for særligt inviterede gæster og pressen. Af hensyn til slottets begrænsede kapacitet foregår markeringen i en mindre kreds.
Program
- Kl. 13.30: Pressemøde med mulighed for fotografering, spørgsmål og korte interviews.
- Kl. 14.00: Officiel åbningsreception
- Bestyrelsesformand Michael Brostrøm byder velkommen og fortæller kort om den lange vej frem mod restaureringen og åbningen.
- Helsingørs borgmester Benedikte Kiær markerer åbningen med nogle ord.
- Hannes Stephensen introducerer tankerne og fortællingen bag udstillingen ”Paradis til alle tider” og inviterer herefter gæsterne til at opleve udstillingen og de restaurerede rum.
Tilmelding for pressen
Af hensyn til planlægningen modtager vi meget gerne tilmelding senest onsdag den 16. september 2026 til:
Lene Lissau
Direktør, S/I Marienlyst Slot
E-mail: info@marienlystslot.dk
Telefon: 25 11 84 34
Oplys gerne ved tilmeldingen, om I deltager i pressemødet kl. 13.30 og den efterfølgende officielle åbningsreception kl. 14.00, eller om I ønsker at aftale fotografering eller interview på et andet tidspunkt.
Fakta
- Marienlyst Slot er opført i 1588 af Frederik II.
- Slottet blev opført som kongeligt lystslot i tilknytning til Kronborg Slot.
- Slottets nuværende udformning tilskrives den franske arkitekt Nicolas-Henri Jardin, som ombyggede slottet i 1759-63.
- Marienlyst Slots Venner har ca. 1.200 medlemmer.
- Aage og Johanne Louis-Hansens Fond har doneret 10,9 mio. kr.
- Augustinus Fonden har doneret 5,2 mio. kr.
- S/I Marienlyst Slot modtager ikke et fast kommunalt eller statsligt driftstilskud og skal derfor finansiere den løbende drift gennem egne indtægter, aktiviteter, partnerskaber og fundraising.
Yderligere information
S/I Marienlyst Slot
Formand Michael Brostrøm på telefon 40 59 96 08
Direktør Lene Lissau (25 11 84 34)
Pressefotos
Pressefotos vedlægges med oplysninger om fotograf, kreditering og brugsrettigheder.