Gå til indhold

Marienlyst Slot i dag

Efter mange års arbejde med at bevare og restaurere Marienlyst Slot begynder nu et nyt kapitel.

Fokus flytter sig fra restaurering til liv, oplevelser og fællesskab og til at åbne slottet endnu mere for borgere, besøgende og kommende generationer.

Vores ambition er, at Marienlyst Slot skal være et åbent og levende sted, hvor den historiske kulturarv ikke alene bevares, men bruges, opleves og får betydning i nutiden.

Et slot, der skal bruges

Marienlyst Slot skal ikke være et lukket monument.

Det skal være et sted, man kan komme igen og igen for at opleve en udstilling, høre et foredrag, gå på rundvisning, deltage i en koncert eller et arrangement, spise i Kongens Køkken, mødes med andre eller blot nyde slottet og haverne.

Vi ønsker at skabe et Marienlyst Slot, hvor historie, kultur, mad, oplevelser og mennesker mødes, og hvor der både er plads til fordybelse, nysgerrighed og fælles oplevelser.

Slottets historiske rum skal samtidig kunne danne ramme om møder, konferencer, selskaber og andre sammenkomster. På den måde kan forskellige aktiviteter være med til både at skabe liv på slottet og sikre grundlaget for dets fremtid.

Et slot for flere

Det er vigtigt for os, at Marienlyst opleves som et imødekommende sted.

Et sted, hvor man ikke behøver at være ekspert i historie eller kultur for at føle sig hjemme. Hvor man kan komme forbi til en kop kaffe, deltage i en aktivitet, gå en tur i haven eller for første gang træde indenfor på et historisk slot.

Vi ønsker at skabe oplevelser, der kan samle mennesker på tværs af alder, baggrund og interesser og gøre Marienlyst til en naturlig del af livet i Helsingør samtidig med at slottet er en særlig destination for besøgende udefra.

Socialt ansvar som en del af slottets liv

At drive Marienlyst Slot handler for os også om at tage socialt ansvar.

Vi ønsker at bruge de muligheder, der findes på et levende kultursted, til at skabe meningsfulde fællesskaber og virkelige opgaver for mennesker, som kan have brug for en anden vej ind i uddannelse, arbejdsliv eller fællesskab.

Det kan være unge, der får deres første møde med en arbejdsplads, mennesker i afklaringsforløb eller frivillige, der ønsker at bruge deres tid og kompetencer på noget, der giver mening.

På et slot er der mange forskellige opgaver: værtskab, café, have, arrangementer, formidling, praktiske opgaver og meget mere. Fælles for dem er, at de er rigtige opgaver i et rigtigt arbejdsfællesskab.

Vi tror på, at kulturarv ikke alene handler om det, vi bevarer fra fortiden. Den kan også være med til at skabe muligheder for mennesker i nutiden.

En bæredygtig fremtid for Marienlyst

Marienlyst Slot ejes af Helsingør Kommune og drives af S/I Marienlyst Slot, en selvejende institution.

Marienlyst Slot modtager ikke faste offentlige driftstilskud – hverken fra stat eller kommune – og skal derfor selv skabe grundlaget for den daglige drift og den fortsatte udvikling af slottet gennem blandt andet entré, Kongens Køkken, arrangementer, selskaber, erhvervsaktiviteter, samarbejder, fondsmidler og private bidrag.

Det stiller krav men giver også mulighed for at tænke nyt.

Ambitionen er at udvikle en model, hvor kulturarv, oplevelser, erhverv, fællesskab og socialt ansvar understøtter hinanden og tilsammen skaber et økonomisk og menneskeligt bæredygtigt Marienlyst.

Et nyt kapitel

Alt, hvad vi gør, tager udgangspunkt i respekten for slottets historie, arkitektur og særlige karakter.

Men respekt for historien betyder ikke, at tiden skal stå stille.

Marienlyst Slot har gennem mere end 400 år forandret sig med tiden. Det skal det også kunne i fremtiden.

Vores opgave er både at passe på det, vi har fået overdraget – og at sikre, at Marienlyst fortsat har betydning for de mennesker, der kommer efter os.

Det kan vi ikke gøre alene. Slottets fremtid skabes sammen med gæster, frivillige, Marienlyst Slots Venner, virksomheder, fonde, samarbejdspartnere og alle dem, der vælger at engagere sig i stedet.

Et lille slot kan godt rumme store visioner.

Og vi er kun lige begyndt på næste kapitel.

Velkommen indenfor

Kongens Køkken er åbent for alle – også selv om du ikke skal besøge en udstilling eller deltage i et arrangement.

Læs mere om Kongens Køkken

Vil du høre mere om Marienlyst, samarbejde med os eller være med til at skabe slottets fremtid, er du altid velkommen til at kontakte os.

Kontakt Marienlyst Slot

Oplev Marienlyst Slot

Støt Marienlyst Slot